Rinderupgaard I/S
St. Ajstrupvej 26
9240 Nibe

 © 2013-2018

Email: kontakt@rinderupgaard.dk

CVR 35269622

Find os

At aflevere sin hund i pension

kan ofte være svært. Det ved vi alt om. Men vi lover dig, at vi skal passe på din hund, som var det vores egen. Vi gør det bedste, vi kan, for at din hund skal have en tryg og spændende ferie.

Vi ser hver hund som et individ, der skal have ferien tilpasset lige netop sine behov. Stresser din hund let op, bryder den sig ikke om at være alene eller har den rigtig meget energi? Vi sammensætter et individuelt aktivitetsprogram, der passer til din hund.

Vi tilbyder dig opdatering på sms eller mail, skulle du ønske det. Kan vi nå det, ligger vi også videoklip op på vores facebookside, hvor du kan være heldig at få et glimt af din hund, der leger, løber og har det sjovt.

Vi håber, at du vil være helt tryg og ikke bekymre dig om andet end din ferie, når du afleverer din hund hos os. Derfor gennemgår vi nu hele opholdet nedenfor, så du ved, hvordan alting skal foregå.

Besøg os inden

Inden du afleverer din hund til en dejlig ferie her hos os, opfordrer vi dig til at komme forbi og se pensionen. Her kan vi også få en hyggelig snak om din hund, dine forventninger til os og vores forventninger til dig. Vi vil gerne høre en masse om din hund. Jo mere vi ved, jo bedre kan vi passe på din hund :) Du kan se mere om besøg her.

Før opholdet

Almindelig vaccine mod parvovirus, hundesyge og hepatitis.

Din hund skal have en gyldig vaccinationsattest. Det vil sige, at din dyrlæge skal have skrevet en revaccinationsdato i hundens sundhedsbog, som ikke må være overskredet. Der er forskel på varigheden af de enkelte vacciner, og vi retter os derfor efter din dyrlæges vurdering af vaccinens holdbarhed.

Kennelhoste:

Din hund skal være vaccineret mod kennelhoste via næsevaccine max 12 måneder før og minimum 3 uger inden opholdet i pensionen. Hos dyrlægen koster vaccinen ca. 150 kr i forbindelse med anden konsultation.

VIGTIGT! HUSK AT MEDBRINGE VACCINATIONSATTEST

Kur mod utøj:

Din hund skal være fri for lopper og andet utøj ved ankomsten. Ved fund af utøj på din hund, behandler vi hunden for din regning. Husk at oplyse sidste dato for utøjsbehandling samt evt mærke.

Indvoldsorm:

Din hund skal være fri for orm. Har du mistanke om orm hos din hund eller spiser din hund mus og andre små gnavere, bør du give den en ormekur inden opholdet. En ormekur kan købes hos dyrlægen og koster omkring 100 kr til stor hund.

Forsikring:

Din hund skal selvfølgelig have den lovpligtige hundeforsikring.


Når du afleverer din hund

Du bør sætte god tid af til at aflevere din hund. Når du kommer lader vi først din hund løbe en tur i vores indhegning. Vi snakker derefter om det skema, du har udfyldt i forbindelse med reservationen.

Medbring meget gerne din hunds seng eller et tæppe samt hundens yndlingslegetøj. Det vil få din hund til at føle sig mere tryg og hjemme. Vi kan desværre ikke påtage os at erstatte medbragte ting, men vi skal gøre vores bedste for at passe godt på dem.

Du er velkommen til selv at medbringe din hunds foder. Der gives dog ikke afslag i pris. Får din hund medicin skal du huske at udfylde skemaet med rigtig dosering.

Medbring også gerne masser af godbidder og tyggeting. Der er tyggeting og godbidder inkluderet i prisen, men man kan jo ikke få for meget slik, når man sådan er på ferie vel?:)

Når du tager afsted, har vi afsat den næste time eller to til at sikre, at din hund falder til og føler sig tryg her.


Under opholdet

Vi sørger for at din hund har en sjov og spændende ferie. Vi opdaterer dig gerne, hvis du ønsker det, ligesom du selvfølgelig altid er velkommen til at sende en mail og spørge, hvordan det går. Vi putter din hund hver aften med en godbid og lidt aftenmassage.

Din hunds aktivitetsplan tilpasses dens behov. Er din hund meget social, så forsøger vi at finde legevenner til den, som den kan være sammen med så meget som muligt. Har din hund stort behov for alene-tid, afskærmer vi dens rum helt, så den har fred og ro. I boksenes er der i forvejen opsat stofbure, hvor alle hunde kan søge skjul, ligesom der er legetøj og tyggeting til rådighed.

Vi fodrer og skifter vand 2 x dagligt - morgen og aften - og efter behov. Boksenes rengøres grundigt 1 x dagligt og løbende efter behov. Boksene rengøres og desinficeres altid ekstra grundigt inden nye gæster flytter ind.

Hundenes tæpper vaskes jævnligt. Angiv gerne vaskeanvisning, hvis din hund selv medbringer.

Alle hunde bliver luftet på vores indhegnede arealer. Det gør vi uden snor og naturligvis i hundens tempo. Vi kan desværre ikke påtage os at lufte hunde i snor, hverken inden for eller uden for indhegningerne.

Skulle din hund imod alt forventning blive syg under sit ophold, sørger vi selvfølgelig for at den bliver tilset af en dyrlæge. Hvis det er muligt, bruger vi hundens egen dyrlæge og ellers den dyrlæge, vi har tilknyttet pensionen. Regningen for dyrlægebesøget betales ved afhentning af hunden medmindre andet er aftalt.

Eksempel på en dag i pensionen:

08.00 - Vi siger godmorgen og åbner til de udvendige løbegårde, hvis de har været lukket. Alle hunde kommer på skift ud i de store legegårde, så de kan gøre sig rene.

08.15 - Rengøring af bokse efter behov, imens hundene er ude.

09.00 - Morgenfodring og frisk vand

09.15 - Madro

10.30 - Gåture i hundeskove, alene eller sammen med andre.

12.30 - Middagshvile

14.00 - Leg og aktivering/træning/der åbnes til hundenes egne løbegårde, hvis der har været lukket. Hundene har på skift adgang til den store 500 m2 løbegård eller lille hundeskov alene eller i legegrupper.

16.00 - Rengøring af bokse mens hundene er ude og lege.

17.00 - Nye hunde kommer og nogle tager hjem.

18.00 - Aften foder og frisk vand

18.30 - Hviletid i egen boks/løbegård med tyggeting

21.00 - Aftenluftning - alle hunde kommer på skift i legegård/lille hundeskov, så de kan tisse af for natten.

22.00 - Godnat med godbid og lidt hyggemassage. Vi ses imorgen tidlig.


Når du afhenter din hund

Afsæt også god tid til at hente din hund igen. Vi vil meget gerne fortælle dig om din hunds ophold hos os.

Når du kommer hjem med din hund, er det helt normalt, hvis den sover meget, så du bør give den et par rolige dage, hvor den kan slappe af. Tænk på alle de nye oplevelser og ting, din hund har mødt i sin ferie. :)


Vi glæder os til at give din hund en skøn ferie her på Rinderupgaard.